Klimastærk sommerbusk
Sommeren står for døren, og haverne er i år frodige og fyldt med blomstrende prydbuske. I Norðîc® sortimentet har vi valgt at holde fast i den ”gamle” Dafo plante Deutzia crenata Norðîc® ’Dippon’. Virksomhederne bag varemærket Norðîc® arbejder sammen i selskabet A-Plant 2000 ApS, og planteskolerne har gennem årene sørget for, at moderplanten, og dermed de rigtige gener af Deutzia crenata Norðîc® ’Dippon’, er bevaret.
Deutzia crenata Norðîc® ’Dippon’ er en utrolig frost- og vindfør plante, som tåler at stå i alle egne af landet. Planten er både robust og sund. Skal plantes i sol eller halvskygge. Den når en højde på omkring 1,5 m og bliver omkring 1 m bred. Den er tæt forgrenet og fremstår med udbredte grene.
Bladene er mørkegrønne, elliptiske og ru. Blomstringen starter i juli med hvide knopper, der ligner små perler samlet i dekorative klaser. Et stort antal hvide blomster pryder planten i 3 – 4 uger. Mens andre blomsterfarver som røde og violette hurtigt bliver usynlige når mørket falder på, så er de hvide blomster fra bl.a. Deutzia crenata Norðîc® ’Dippon’ med til at lyse op i mørket. Det svage lys fra månen reflekteres faktisk i de hvide kronblade.
Anvendelse
Deutzia crenata Norðîc® ’Dippon’ er oplagt at plante som solitær prydbusk, men vil også gøre sig godt i et blandet busket. En gruppebeplantning vil give et fint udtryk, og de lysende hvide blomster vil lyse ekstra meget op en sommeraften.
Oprindelse
Deutzia crenata Norðîc® ’Dippon’ er udvalgt i materiale, som blev indsamlet af Poul Erik Brander tilbage i 1976. Plantematerialet kom fra Japan og blev afprøvet og selekteret på Forsøgsstationen i Hornum.